I denne artikel om Traktaten om ikke-spredning af kernevåben skal vi dykke ned i et emne, der har vakt mange menneskers interesse gennem tiden. Traktaten om ikke-spredning af kernevåben er et emne, der har været genstand for debat, forskning og refleksion, og det er essentielt at forstå dets indflydelse på vores samfund. Gennem årene har Traktaten om ikke-spredning af kernevåben rejst forskellige meninger og holdninger, hvilket har skabt en rig udveksling af ideer og perspektiver. Gennem denne artikel vil vi udforske de forskellige aspekter relateret til Traktaten om ikke-spredning af kernevåben, fra dets oprindelse til dets relevans i dag. Vi håber, at denne læsning er berigende og giver os mulighed for at udvide vores viden om Traktaten om ikke-spredning af kernevåben.
Traktaten om ikke-spredning af kernevåben er en traktat, hvis formål er at hindre spredning af atomvåben og atomvåbenteknologi samt at opnå nedrustning af atomvåben.
Traktaten blev åbnet for staternes underskrift i 1968. Traktaten trådte i kraft den 5. marts 1970, da 40 lande, herunder Danmark, havde ratificeret den. Traktaten løb oprindelig i 25 år, men i 1995 blev den forlænget for al fremtid. Hvert femte år skal traktaten evalueres.
Ved oprettelsen af traktaten havde fem lande atomvåben, nemlig USA, Sovjetunionen, Kina, Storbritannien og Frankrig; de fem lande udgjorde de permanente medlemmer af FN's sikkerhedsråd. I henhold til traktaten forpligtede de lande, der ikke har atomvåben sig til ikke at anskaffe dem. De eksisterende atommagterne forpligter sig til ikke at levere atomvåben til andre lande, og alle lande forpligter sig til forhandlinger med henblik på nedrustning.
Traktaten er tiltrådt af 191 nationer.
Otte lande i verden oplyser officielt at have atomvåben. Udover de permanente medlemmer af sikkerhedsrådet besidder Indien og Pakistan atomvåben, men har ikke tiltrådt traktaten. Nordkorea tiltrådte aftalen 12. december 1985, men opsagde den igen 10. januar 2003 med virkning fra 10. april samme år efter beskyldning fra USA om, at landet var påbegyndt produktion af beriget uran. Derudover har Israel ikke tiltrådt traktaten. Landet formodes at besidde atomvåben, men afviser officielt at be- eller afkræfte dette.
Fra evalueringsdebatten i FN i maj måned 2005 kan nævnes at:
Traktatens gennemslagskraft svækkes af at fire lande, der enten har atomvåben eller hævdes at have det, står udenfor. Det er desuden et problem for traktatens nedrustningsmål, at de to største atomvåbenmagter stort set ikke har nedrustet siden den kolde krigs afslutning. Under de første 2 START (Strategic Arms Reduction Talks) forhandlinger blev alt nøje nedfældet på papir. Ved START I og II fra 1991 og 1993 fyldte aftalerne hundreder af sider. Hvorimod START III fra 2002 ikke var en reel nedrustning.
Spire Denne artikel om militær er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |