Torskekrigen
Spørgsmålet om Torskekrigen er af stor betydning i dag, da det påvirker et bredt spektrum af mennesker og har betydelige konsekvenser på forskellige områder af livet. I denne artikel vil vi gå i dybden med de forskellige facetter af Torskekrigen og analysere dens indvirkning på samfund, økonomi og kultur. Derudover vil vi undersøge de forskellige tilgange og meninger om Torskekrigen, med det formål at give en omfattende og berigende vision om dette emne. Gennem en detaljeret og udtømmende analyse ønsker vi at belyse Torskekrigen og tilbyde nye perspektiver, der inviterer til refleksion og debat.
Torskekrigen er en serie stridigheder om fiskerettighederne i Atlanterhavet, som udspillede sig mellem Island og Storbritannien fra 1958 til 1976. Man taler om tre torskekrige: Den første 1958-1961, den anden 1972-1973 og den tredje og alvorligste 1975-1976.
Konflikten handlede om hvorvidt britiske fiskere måtte fange torsk i islandsk farvand og kulminerede mellem 1973 og 1976, da Island havde udvidet sit territorialfarvand og dermed sin eksklusive økonomiske zone. Udvidelsen skete i fire tempi fra 1952, således at grænsen i 1975 var udvidet fra de oprindelige 3 til 200 sømil.
Storbritannien afviste at anerkende den nye islandske grænse, og stridighederne blev optrappet, da begge parter indsatte nærgående patruljer med kystvagtskibe. Storbritannien indsatte sågar 22 af Royal Navys fregatter til at beskytte de britiske trawlere. I løbet af et år kom det i alt til 54 sammenstød mellem de britiske krigsskibe og de islandske kystvagtfartøjer.
I 1976 afsluttedes konflikten, og Storbritannien endte således med at acceptere 200 sømils-grænsen. Det skete efter trusler fra Island om at lukke NATO's base ved Keflavik, hvilket ville medføre en betydelig svækkelse af forsvarsalliancens muligheder for at forsvare Nordatlanten mod eventuelle angreb fra Sovjetunionen.